Sikkerhedsmedarbejdere til kriminalforsorgen Vest med fokus på radikalisering og ekstremisme

dato

Kriminalforsorgen er en del af den samlede straffesagskæde i Danmark. På baggrund af politiets og anklagemyndighedens arbejde udmåler domstolene de straffe, som kriminalforsorgen skal fuldbyrde. Kriminalforsorgen er derfor en vigtig del af retsstaten og bidrager igennem straffuldbyrdelsen og en kriminalitetsforebyggende indsats til samfundets og borgernes tryghed og sikkerhed. Kriminalforsorgen Vest opretter nu to nye stillinger med tjeneste på Udrejsecenter Kærshovedgård, som skal arbejde med Bjelkegruppens anbefalinger relateret til bl.a. terrordømte og radikaliseringsindberettede.



Stillingen i Områdesikkerhed

Vi søger to profiler, der skal udgøre en sikkerhedsgruppe på Udrejsecenteret og understøtte hinanden og Udrejsecenteret i forhold til et analytisk og sikkerhedstaktisk arbejde på Udrejsecenteret.

Din indsats i sikkerhedsgruppen bidrager til opbygningen af et højt vidensfagligt niveau og understøttelse af en høj sikkerhedsbevidsthed på Udrejsecenteret. Vi har et kontinuerligt fokus på samfundssikkerhed, der betyder, at du vil skulle arbejde proaktivt og vidensbaseret for at understøtte rettidige indsatser og beslutningsoplæg. Du vil i relation til tjenesten på Udrejsecenter Kærshovedgård arbejde tæt og tillidsfuldt sammen med den lokale ledelse. Udrejsecenteret skal kunne huse op til 400 personer, der har fået endeligt afslag på asyl, samt gruppen af udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold. Beboerne kan være pålagt opholds-, melde- og underretningspligt. Centeret har en døgnbemandet politistation som sammen med kriminalforsorgen varetager trygheds- og sikkerhedsmæssige elementer på centeret. Røde Kors driver en syge- og omsorgsafdeling og leverer undervisnings-, aktiverings- og sundhedsfaglige ydelser. Herudover er Hjemrejsestyrelsen repræsenteret på centeret.



Om opgaverne og dig

Vi løser dagligt en lang række opgaver, som samlet set bidrager til at øge sikkerheden og trygheden for det omgivende samfund, kriminalforsorgens medarbejdere samt indsatte i vore institutioner og beboere på Udrejsecenteret. Opgaverne i sikkerhedsenheden tager udgangspunkt i tre fagområder, Efterretning og analyse incl. radikalisering og voldelig ekstremisme og indsatsen mod organiseret kriminalitet, Sikringsteknik, sikkerhedsstandarder og sikkerhedsbevidsthed samt kriminalforsorgens Exit-indsats. Sikkerhedsgruppen vil referere til enheden for Sikringsteknik, sikkerhedsstandarder og sikkerhedsbevidsthed og have en vedvarende analytisk konneks til enheden for Efterretning og analyse samt radikalisering og voldelig ekstremisme.



Dine primære og sekundære arbejdsopgaver vil blandt andet være:



  • Kvalificere indberetninger, afrapporteringer og andre skriftlige dokumenter til beslutningstagere på alle niveauer.
  • I samarbejde med Områdekontorets specialister skal du oparbejde specialistviden – via relevant efter- og videreuddannelse - om radikaliserings- og ekstremismemæssige dynamikker mhp. afdækning af rettidige initiativer og indsatser i samarbejde med eksterne aktører involveret i centerets formål.
  • At bidrage til tryghed og sikkerhed for centerets beboere og medarbejdere via tilstedeværelse og opsøgende dialog med beboere og medarbejdere.
  • Bidrage til kvalificering af det lokale situationsbillede i forhold til tryghed og sikkerhed.
  • Forestå udarbejdelse af analyser af bl.a. forskydninger af beboersammensætningen, herunder f.eks. ved modtagelse af nye beboere.
  • Bidrage til en øget sikkerhedsbevidsthed via vidensopbygning om radikalisering og ekstremismemæssige dynamikker samt generelle sikkerhedsmæssige forhold.
  • Dagligt samarbejde på tværs af aktører på matriklen med den lokale ledelse, Politiet, Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen og Røde Kors.
  • Deltagelse i dialogmøder med beboere på centret for at sikre tryghed, synlighed og kommunikation med henblik på involvering som tryghedsskabende initiativ.


Herudover vil du skulle:

  • Understøttelse af centerets ledelse i implementering af beslutninger, tiltag og faglige standarder af sikkerhedsmæssig karakter. Det kan dreje sig om både decentrale og lokale mål, som du skal oversætte til praksisnære tiltag.
  • Medvirke til at implementere relevante faglige strategier, herunder udvikling og fastholdelse af den generelle sikkerhedsbevidsthed på centeret.
  • Bidrage til lokal opfølgning og læring i forbindelse med vold og trusler på matriklen.


Hvem er du?

Vi har en forhåbning om, at du kan honorere nedenstående kriterier:

  • Du har en relevant akademisk uddannelse eller faglig baggrund som fx fængselsbetjent, politibetjent, forsvaret eller lignende.
  • Den ene profil vi ønsker har indsigt i eller lyst til at tilegne sig kompetencer inden for efterretning og analyse, radikalisering og ekstremisme.
  • Den anden profil mestrer sikkerhedsfaglige kompetencer på et højt niveau, gerne via demonstrerede resultater i en politisk styret organisation.
  • For begge profiler gælder, at du kommunikerer godt både mundtlig og skriftligt, også hvis det drejer sig om større skriftlige produkter.
  • Du er metodisk og struktureret og udviser initiativ og ejerskab for opgaven.
  • Du er robust og trives i en omskiftelig hverdag med et højt tempo
  • Du er proaktiv og kan se, hvordan du kan understøtte ledelsen i opgaveløsningen med samfundssikkerhed og lokal tryghed for beboere og medarbejdere.
  • Du er er en dygtig facilitator, der sikrer fremdrift og hurtig implementering, når det er nødvendigt.
  • Du føler dig hjemme i en politisk styret organisation og har forståelse for strategi og processer.
  • Du har øje for at opbygge gode relationer med vores interessenter, både interne og eksterne, og du trives i samspillet med dem.
  • Du bidrager til og vægter det gode arbejdsmiljø og det gode kollegaskab højt.
  • Du kan se dig selv som en del af en professionel myndighed, der bidrager til sikkerheden i samfundet.


Der må forventes kørsel inden for områdets geografi, herunder især mellem Udrejsecenteret og Områdekontoret i Århus . Du skal derfor have kørekort til kategori B.



Hvem er vi?

Vi tilbyder to stillinger i en professionel myndighed inden for straffesagskæden, som fortsat udvikler sig i takt med det omgivendes samfunds behov. Du ansættes i Områdesikkerhed, som er en stabsenhed i Kriminalforsorgen Vest, der indgår i kriminalforsorgens samlede og styrkede sikkerhedsorganisation og som i høj grad samarbejder med institutionernes sikkerhedskoordinatorer. Du kommer til at indgå i et team med dedikerede specialister, der på tværs af fagspecialer sætter en ære i at levere rettidige produkter af høj kvalitet, der kan omsættes til gavn for Kriminalforsorgens kerneopgaver.



Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst.

Ansættelsesområdet er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Kriminalforsorgen Vest, med fast tilstedeværelse på Udrejsecenter Kærshovedgård, Kærshovedgård 17, 7430 Ikast. Du refererer til ledelsen i Områdesikkerhed, men har et tæt og tillidsfuldt samarbejde med ledelsen af Udrejsecenteret.

Stillingen er på 37 timer ugentligt med fleksibel arbejdstid og ønskes besat hurtigst muligt. Hvis du i forvejen er tjenestemand er der mulighed for, at du efter forhandling kan opretholde din tjenestemandsansættelse.

Sikkerhedsgodkendelse til hemmeligt er en forudsætning for ansættelsen, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.



Du søger stillingen via linket ”Søg stillingen”

Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 7. oktober 2025.

Der afholdes samtaler i uge 42 i Århus.

Tjenestemænd i kriminalforsorgen skal tillige medsende en bedømmelse/udtalelse fra deres enhedschef. Såfremt det ikke er muligt at fremskaffe bedømmelsen inden stillingsopslagets udløb, skal den eftersendes inden for 4 dage pr. mail.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister. Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV, f.eks. ansættelsesbeviser.

Hvis du indkaldes til samtale, så skal du til samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort. Kørekort skal fremvises til samtalen.

Kriminalforsorgen opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.



Yderligere oplysninger

Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos Enhedsleder Torben Lundgren, tlf. 7255 7446 eller Områdechef for sikkerhed, Allan Overgaard på tlf. 72553166



Du kan i øvrigt læse om os på www.kriminalforsorgen.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ikast-Brande Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Udrejsecenter Kærshovedgård, Kærshovedgård, 7430 Ikast

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 07-10-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/434724a3-ad41-42e3-9d75-189d091eeafd

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet