BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kan du give vores kunder en god serviceoplevelse og bidrage til en stabil og sikker drift? Har du lyst til at arbejde med administrativ sagsbehandling inden for patent- og varemærkelovgivningen? Så er det dig, vi søger!
Patent- og Varemærkestyrelsen i Ikast søger en administrativ sagsbehandler til sektionen for Forretningssupport Produktion (FSP).
Sektionen består af to hovedområder: varemærke og design, samt patent og brugsmodel.
Stillingen vil være fokuseret på varemærke, men da vi har mange tværgående berøringsflader, vil man over tid stifte bekendtskab med alle hovedområder og samarbejde på tværs af organisationen. Vi er 12 medarbejdere i sektionen.
Om jobbet Som administrativ sagsbehandler i FSP vil dit daglige arbejde hovedsageligt bestå i sagsbehandling af styrelsens sager på varemærkeområdet.
Her er eksempler på konkrete opgaver, du kan komme til at løse:
- Forberedelse af sagsbehandlingsprocessen og klargøring af sager
- Behandling og notering af ændringer i vores registre
- Formalbehandling
- Journalisering af henvendelser fra vores kunder
Vi arbejder med en stor grad af gennemsigtighed i opgavestyringen og i de procedurer, der understøtter sagsbehandlingen. Det er vigtigt for os at have et velfungerende opgavefællesskab.
Fællesskab og mulighed for hjemmearbejde Vi har fokus på at have et godt fællesskab i sektionen, samt at vi fagligt og socialt finder gode balancer i hverdagen. Vi arbejder sammen for at løse vores opgaver med en høj kvalitet, med den bedste kundeservice og til tiden.
Vi arbejder bevidst med digitale redskaber, der understøtter en fleksibel opgaveløsning. Derfor er hjemmearbejde også en mulighed. Vi har en kultur, hvor der er en god balance imellem fysisk fremmøde, hjemmearbejde og et godt fællesskab.
Om dig Du er den rette person til jobbet, hvis du kan sætte hak ved et eller flere af disse karaktertræk:
- Du trives med opgaver, der spænder bredt. Du motiveres af, at stillingen rummer mange forskellige typer af administrative opgaver. Fra rutineprægede opgaver til sager med kompliceret sagsbehandling.
- Du arbejder struktureret og har sans for detaljer. Du går struktureret til værks med dine opgaver og arbejder omhyggeligt med detaljerne, men du trives også, når du skal levere med kortere frister.
- Du kan arbejde selvstændigt. Du kan arbejde selvstændigt og proaktivt med opgaverne.
- Du er god til at kommunikere med vores kunder og dine kollegaer.
- Er kontoruddannet, professionsbachelor i offentlig administration eller lignende
- Er en god formidler skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
- Har gode IT-kompetencer
- Har erfaring fra lignende stilling – dette er en fordel, men ikke et krav.
Ansættelsesvilkår Der er tale om en fuldtidsstilling i Ikast. Ansættelsen er hurtigst muligt eller pr. 1. november 2023. Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation.
Ansøgning Lyder jobbet som noget for dig, så søg stillingen via ”Søg-knappen” til højre for annoncen eller via vores hjemmeside www.dkpto.dk senest den 10. september 2023. Vedhæft venligst dit CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag sammen med din ansøgning.
Yderligere informationer om selve jobbet kan fås ved henvendelse til sektionschef Jens W. Clausen tlf. 21 24 30 28. Spørgsmål om løn og ansættelsesvilkår kan stilles til HR-rekrutteringspartner Zenia Lotus Hansen tlf. 91 33 70 61.
1. samtaler forventes afholdt den 19. og 20 september samt 2. samtaler den 22. september 2023.Vi anvender test som led i rekrutteringsprocessen.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ikast-Brande Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Patent- og Varemærkestyrelsen, Helgeshøj Alle 81, 2630 Taastrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171724&DepartmentId=6210&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5895689