NÅR MUNDEN FØLES SOM EN ØRKEN
Tørre læber, en tunge der klistrer til ganen og en brændende og sviende fornemmelse i munden. Besvær med at tygge og synke mad. Det er alt sammen noget man kan opleve, hvis man har mundtørhed.
Mundtørhed kan komme, hvis man bliver nervøs, fx i forbindelse med en eksamen. Her vil det forsvinde igen, når nervøsiteten har lagt sig. Men at føle sig tør i munden kan også skyldes sygdom eller være en bivirkning fra den medicin man bruger. Det kan fx være medicin mod stærke smerter, for højt blodtryk, epilepsi, ADHD, angst og depression samt antihistaminer mod allergi.
At føle sig tør i munden har indflydelse på både velvære og livskvalitet men kan også have betydning for sundheden, for spyttet beskytter munden og tænderne. Selvom du er omhyggelig med tandbørsten og mellemrumsbørsterne kan du få problemer med tænder og tandkød. Vær derfor særligt opmærksom og tal med din læge eller tandlæge, hvis du oplever mundtørhed uden du kender årsagen.
Har du mundtørhed, fx fordi du får medicin kan du gøre følgende:
Drik vand – rigeligt og ofte. Og skyl gerne munden i vand, hvis du har spist eller drukket noget sødt/surt
Hjælp spyttet på vej med for eksempel sukkerfrie pastiller, bolsjer eller tyggegummi
Hold igen med tobak, alkohol og kaffe, som kan forværre mundtørhed
Plej læberne med fugtbevarende salve, creme eller læbepomade
Læs mere på apoteket.dk/holddinmund.dk, hvor der er gode tips til hvordan du holder munden sund.
Du kan også altid spørge apoteket til råds om hvordan du kommer den tørre mund til livs, og hvad du selv kan gøre, for at mundtørheden ikke ender med alvorlige mund- og tandproblemer
Støt lokalt og giv Ikast Apoteks Facebookside et like og følg med i, hvad der ellers sker.
Du kan også se mere om Ikast Apotek på deres hjemmeside.
Ikast Apotek informerer om lindring af mundtørhed
Kilde: https://www.facebook.com/681033336917260/posts/1056876042666319