Holdspilleren Pernille ’scorer’ partnerskab hos Home Herning og Ikast

Foto: Foto: Home. Papir på Pernille. "Med partnerskabet har vi sikret, at hendes fremtid ligger i Home. Det er nok den bedste ’handel’, vi har lavet i år, fastslår indehaver Ib Stampe fra Home Herning og Home Ikast.
Profilbillede
dato

26-årige Pernille Christensen er på rekordtid forfremmet til partner i Home Herning og Ikast. Mød den unge ejendomsmægler, der slider for forretningernes mål - og for at score mål i den lokale håndboldklub Tjørring IF

Efter kun 10 måneder som ansat er hun nu partner.

I marts 2021 blev den 26-årige ejendomsmægler Pernille Christensen ansat hos Home Herning og Ikast. Efter tre år i Home Esbjerg rykkede hun teltpælene op og flyttede sammen med sin kæreste til hans barndomsby Tjørring.

De to indehavere, Ib Stampe og Erik Thalund, er ikke i tvivl om, at de traf den rigtige beslutning, da de ansatte Pernille for under et år siden.

- Da Pernille flyttede hen til os, var vi klar over, at det var et af Homes unge talenter, som kom ind i huset. Hun har til fulde levet op til sit ry, og med partnerskabet har vi sikret, at hendes fremtid ligger i Home. Det er nok den bedste ’handel’, vi har lavet i år, lyder det fra en glad Ib Stampe.

Den unge ejendomsmægler blev d. 1. januar 2022 partner i home Herning og Ikast – en forfremmelse hun selv er meget stolt af.

- Først og fremmest er det et kæmpe skulderklap. Normalt er jeg forholdsvis ydmyg, men dét her er jeg virkelig ydmyg omkring. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt, at det skulle være nu – men jeg er totalt klar til at tage rollen på mig, lyder det fra Pernille Christensen, salgschef og partner.

”Du skal nok blive ejendomsmægler en dag”
I de første 10 måneder har der været fuldt tryk på boligmarkedet , men det er noget anderledes at være ejendomsmægler i Herning og Ikast end i Esbjerg.

- Jeg kom fra en af Danmarks største Home-forretninger med over 25 ansatte, hvor vi her ’kun’ er 9 ansatte. Jeg føler derfor, at det kan være lettere at få et tættere forhold til mine kunder nu. Jeg elsker at høre folks historier og få en forståelse for deres situation, fortæller hun med et smil.

Udover kundekontakten er salgsdelen også vigtig for Pernille, der er uddannet inden for salg i Salling i Aarhus.

- For mig er salget noget af det sjoveste. Jeg er vild med at nørde i de salgsmæssige detaljer, så jeg kan blive bedre og dermed hjælpe mine kunder bedst muligt, fortæller Pernille.

Efter hun blev færdiguddannet inden for salg i 2015, blev hun butikschef i Hilfiger-butikken i Salling. Jobbet levede dog ikke op til hendes forventninger, så hun valgte at sige op.

Hun rejste til Vietnam og Thailand og vendte hjem halvanden måned efter uden at vide, hvad fremtidsplanen nu var. Hendes papfar, der selv er i mægler-branchen, var dog ganske rolig.

- Læn dig tilbage – du skal nok blive ejendomsmægler en dag, sagde han overbevisende til hende.

Pernille var dog slet ikke overbevist om, at det var kreativt nok til hende at fastsætte huspriser og skrive salgsopstillinger.

Men hun kunne alligevel ikke få tanken helt ud af hovedet, så da hun til et speedwayarrangement mødte Home-indehaveren i Esbjerg, Behrend Behrendsen, spurgte hun, om de ikke kunne mødes til en kop kaffeog høre lidt mere omjobbet som ejendomsmægler.

- Første gang, jeg spurgte, svarede han: ”Aargh det ser vi lige på”. Jeg vendte tilbage 3-4 gange mere, så han til sidst blev nødt til at sige ’ja’. Og siden den dag har jeg heldigvis været i branchen, fortæller Pernille grinende.

Vil kæmpe for at nå et fælles mål
Udover at vurdere, fremvise og sælge huse, spiller hun holdbold i Tjørring IF. To gange om ugen tager hun Home-kollegaen Cecilie Christensen, der sidder ved nabo-skrivebordet, under armen og går ned til den lokale håndboldhal.

Pernille er ikke i tvivl om, at holdbold-spillet lærer hende at blive en bedre ejendomsmægler.

- Jeg har altid fået at vide hjemmefra, at jeg skulle gå til sport, da det er det eneste sted, man kan lære at agere som et hold. Jeg er konkurrenceminded til det yderste af mine fingerspidser – men det er på baggrund af mit hold, ikke på baggrund af mine egne præstationer. For mig handler det om at nå et fælles mål.

- Jeg er altså en kæmpe holdspiller. Jeg er ligeglad med, hvor meget jeg sælger, bare vi som forretning sælger godt, slutter Pernille.

Kilde: home
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.