BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Patent- og Varemærkestyrelsen søger til ansættelse pr. 1. februar 2024 en enhedschef til at stå i spidsen for ledelse og udvikling af Patent- og Varemærkestyrelsens kundeenhed.
Om jobbet Du bliver chef for ca. 20 engagerede medarbejdere i kundeenheden. Enheden varetager den kundevendte service- og administrationsfunktion, som omfatter et kundeservicecenter med telefonisk og digital betjening af vores kunder samt vores administrative servicecenter, som varetager kunderelateret sagsadministration og korrespondance.
Som chef for kundeenheden refererer du til salgs- og produktionsdirektøren. Du har ansvaret for at lede og tilrettelægge enhedens opgaver og projekter samt at kvalitetssikre styrelsen kundevendte aktiviteter, ligesom du selv indgår aktivt i dialog med kunder og samarbejdspartnere. Du bidrager desuden aktivt til den igangværende implementering af en række nye digitale løsninger, der skal levere effektiv og fremtidssikret kundeservice og sagsbehandling.
Stillingen er placeret på vores kontor i Ikast, hvor enhedens medarbejdere ligeledes primært er placeret. Du vil derfor også varetage rollen som regional ledelsesrepræsentant - herunder den daglige koordinering af Ikastkontorets ledelse og drift.
Da du bliver en del af styrelsens ledelsesgruppe, samt at nogle af medarbejderne i kundeenheden er placeret i Taastrup, må der forventes rejseaktivitet mellem Ikast og Taastrup.
Om dig Du har en relevant akademisk uddannelse inden for f.eks. jura, samfundsvidenskab eller naturvidenskab, er forretningsmæssigt skarp, kundeorienteret og god til at skabe og vedligeholde relationer. Herudover har du en bred viden om IPR-området generelt og en god indsigt i og forståelse af virksomhedernes strategiske brug af IPR.
Du har solid ledelseserfaring og er en synlig og engageret leder med fokus på strategiske udfordringer og muligheder. Du er handlekraftig, resultatorienteret og beslutningsdygtig og har en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang, samt stærke evner til at opbygge og drive samarbejde i et politisk præget miljø, ligesom du har forståelse for beslutningsprocesserne i den offentlige sektor.
Patent- og Varemærkestyrelsen er certificeret i ISO 9001. Kendskab hertil vil være en fordel, da kundeenheden samarbejder i tværgående processer med styrelsens øvrige forretningsområder.
Om os Patent- og Varemærkestyrelsen er en dynamisk, moderne og markedsorienteret del af Erhvervsministeriet. Det er styrelsens mission at hjælpe virksomheder med at gøre ideer til aktiver. Vores kerneopgave består i at behandle ansøgninger om patenter, brugsmodeller, varemærker og designs, og vi arbejder for at sikre, at danske virksomheder har rettigheder til deres egne ideer, så vi skaber de bedst mulige forudsætninger for vækst og udvikling – både i og uden for Danmarks grænser. Fælles for alle vores medarbejdere er, at de yder en kvalificeret og professionel service i en forretnings- og kundeorienteret organisation.
I Patent- og Varemærkestyrelsen værner vi om hinandens trivsel og prioriterer det gode arbejdsmiljø. Vi har bl.a. en personaleforening, som står for forskellige sociale arrangementer, en massageordning samt mulighed for hjemmearbejde – omfanget heraf er dog afhængigt af arbejdsopgaverne og sker efter aftale med nærmeste personaleleder.
Information og ansøgning Lyder jobbet som noget for dig, så søg stillingen via knappen ”søg stilling” til højre eller via vores hjemmeside www.dkpto.dk/job senest onsdag den 22. november 2023 kl. 12.00. Læg venligst CV, eksamenspapirer og andre relevante bilag ind i systemet sammen med din ansøgning.
Vi forventer at afholde 1. samtaler den 4. december 2023 og 2. samtaler den 11. december 2023. Der forventes anvendt faglige og personlige tests i rekrutteringsprocessen. Den 7. december 2023 er der afsat tid til testtilbagemelding.
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. februar 2024. Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten i løngruppe 1. Stillingen besættes på åremål. Det er en betingelse for ansættelse, at du har en ren straffeattest, og du skal desuden kunne sikkerhedsgodkendes.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte salgs- og produktionsdirektør John Jensen på telefon 2328 2337.
For yderligere oplysninger om personaleforhold kan du kontakte HR-rekrutteringspartner Zenia Lotus Hansen på telefon 9133 7061.
Du kan også læse mere om os på Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside https://www.dkpto.dk/
Patent- og Varemærkestyrelsen hjælper virksomheder med at skabe forretning ud af deres ideer. Vi leverer målrettet information og vejleder i hele udviklingsprocessen fra idé til aktiv, og vi behandler og udsteder rettigheder på patenter, brugsmodeller designs og varemærker. Vi er godt 200 medarbejdere og en del af Erhvervsministeriet.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, seksualitet, handikap, religion eller etnisk tilhørsforhold.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ikast-Brande Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Patent- og Varemærkestyrelsen - Ikast, Finsensvej , 7430 Ikast
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5939279